Spil bolden som den ligger

Spil bolden som den ligger

Da sædet over motorrummet blev løftet, lå den lille, drilagtige golfbold ganske rigtigt i bunden.

Et par medlemmer af Men’s Section var involveret i en usædvanlig hændelse under den nyligt overståede Tysklands-tur med Old Boys. Harry Christensen og Anton Dalgård holdt lidt fremme i deres buggy, da Niels Sandgaard skulle slå til sin bold. Han ønskede den kørende duo lidt af vejen, og som ønsket så gjort. Hvorefter Niels Sandgaard alligevel drønede bolden i retning mod buggien.

Der lød et kort bump efterfulgt af et bump-bump-bump og et rasle-klirre-bum. Harry og Anton kiggede på hinanden lettere vantro, grinede så og stod ud for at undersøge sagen. Og ganske rigtigt. Niels Sandgaards bold var drønet ind under buggien med endestation i motorrummet.

Holdkammeraterne forklarede straks Niels, at han skulle spille bolden, som den lå. Men den hoppede han trods alt ikke på…